Markant henter erfaren bureauejer ind som Creative Director

Markant styrker både den kreative ledelse, kunderådgivningen og bureauets fokus på AI med ansættelsen af Anders Kjærgaard som Creative Director. Anders kommer fra eget bureau, Bureau 117, og tager mange års erfaring, stærke kunderelationer og et solidt strategisk og kreativt fundament med ind i Markant.

 
Den 22. september 2026 tiltrådte Anders Kjærgaard som Creative Director hos Markant i Kolding.

Anders har gennem mange år drevet Bureau 117 og arbejdet med branding, kreativitet og kommunikation for en bred vifte af private virksomheder og offentlige organisationer som blandt andet Harald Nyborg, Flyvevåbnet, Green Power Denmark, Sund & Bælt og en lang række kommuner.

Hos Markant får Anders det overordnede kreative ansvar, men rollen bliver bredere end den traditionelle Creative Director-rolle.

Han bliver en central del af bureauets strategiske udvikling, kunderådgivning og forretningsudvikling og skal samtidig være med til at udvikle den måde, Markant arbejder med nye teknologier og kunstig intelligens på.

For CEO og ejer af Markant, Jakob Storm, er ansættelsen derfor også et vigtigt skridt i udviklingen af det bureau, han ønsker at bygge.

“Anders er selvfølgelig en tung kreativ profil. Han har drevet bureau, arbejdet med store kunder og har en erfaring, som gør os bedre fra dag ét. Men hvis det kun havde handlet om CV’et, havde vi ikke indgået den her aftale. Jeg er mindst lige så begejstret for mennesket Anders. Hans energi, nysgerrighed og måde at møde både kunder og kolleger på passer utrolig godt til den kultur, vi gerne vil have i Markant.”

AI skal være en del af det kreative produkt

Anders’ interesse for og erfaring med AI har også spillet en rolle i matchet mellem de to.

For Markant handler AI ikke alene om effektivisering, men om hvordan teknologien kommer til at påvirke kreativitet, rådgivning, produktion og bureauernes rolle over for kunderne.

“Vores branche er i enorm forandring. AI ændrer både vores værktøjer og vores arbejdsprocesser, men det ændrer ikke behovet for gode idéer, stærk rådgivning og mennesker, der forstår kundernes forretning. Tværtimod. Anders er kreativ helt ind i knoglerne og har samtidig arbejdet intensivt med AI og nye teknologier. Den kombination synes jeg er enormt spændende,” siger Jakob Storm Christiansen.

Ansættelsen betyder samtidig, at Anders efter mange år som selvstændig bureauejer bliver en del af et større fagligt miljø.

For de kunder, Anders allerede arbejder med, kan relationen fortsætte i en ny ramme med Anders tæt på og med adgang til et hold af specialister og nye kompetencer i Markant.

Anders Kjærgaard udtaler:

“Jeg har været glad for at drive Bureau 117, men jeg har også fået lyst til at bruge min energi på det, jeg synes er allermest spændende: kunderne, idéerne, kreativiteten og udviklingen af faget. Hos Markant får jeg et stærkt hold omkring mig og kompetencer på tværs af strategi, kreativitet, design og digital. Samtidig deler Jakob og jeg en stor nysgerrighed på, hvordan AI kommer til at forandre vores branche. Det giver nogle muligheder, jeg virkelig glæder mig til at udforske sammen med resten af holdet.”

Ambitionen er ikke at blive størst

Markant har de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle bureauet omkring seniorprofiler og tættere, længerevarende kunderelationer. Ansættelsen af Anders skal styrke den retning yderligere.

“Jeg har ikke en ambition om, at Markant skal være et stort bureau. Jeg har en ambition om, at vi skal være et virkelig dygtigt bureau med mennesker, kunderne har lyst til at arbejde sammen med. Et sted med højt fagligt niveau, nysgerrighed, personlighed og plads til at udfordre hinanden. Derfor betyder kulturen enormt meget for mig. Og derfor føles Anders også som et rigtig godt match,” siger Jakob Storm Christiansen.